Overvej at give penge til tiggerne
27-08-2009

Vi giver ikke penge til tiggere og bør heller ikke gøre det. Det er det entydige budskab i artiklerne i Politiken d. 23. august 2009, 1. Sektion side 4.

Jeg håber, at både eksperter og almindelige borgere vil tænke over det en gang til. De argumenter der fremføres er både tynde i deres logik og udtryk for en meget nedladende holdning til mennesker i nød.

”Det er det offentliges ansvar” er et af argumenterne. Det holder i hvert fald ikke når det drejer sig om udenlandske fattige. ”De kan bare rejse hjem, det skal ikke blive populært at rejse herop fra fx Rumænien for at tigge”. Det er den holdning, der bliver luftet i artiklen. Er danskerne helt døve for den fattigdom og de ydmygelser som visse befolkningsgrupper i andre lande må leve med? Eller synes vi bare at det ikke kommer os ved? Ligheden med den måde man i Sydeuropa behandler afrikanere, der søger over Middelhavet er slående.

Men der er jo også danskere, der tigger. Og de får vel alle i det mindste kontanthjælp. Om dem siges, at de tigger, fordi de ikke kender til ”ære og skam”, fordi vi har vænnet os til at modtage hjælp fra det offentlige. Altså, for det første var der også mennesker, der tiggede før nogle overhovedet tænkte på, at det offentlige skulle forsørge mennesker i nød. Så det kan næppe tillægges kontanthjælpen at mennesker tigger. For det andet behøver det vel ikke at være et udtryk for, at man er uden ære og skam, alene fordi man tigger. Mit postulat, at man tigger af nød, er vel lige så godt, eller måske endda bedre, for selvfølgelig beder man om penge, fordi man mangler, ikke fordi man er skamløs.

Ingen forestiller sig, at alle skal give noget til hver eneste tigger. Men jeg forstår slet ikke, at nogle kan finde på at sige, at det er forkert at give. Skal man vende ryggen til et andet menneske, der beder om noget og ikke en gang overveje om det kan være godt at give ham eller hende? Skal man være ligeglad med andres nød?

Jeg vil i hvert fald ikke.  Og jeg håber at der er mange andre, som føler et ansvar over for deres medmennesker og ikke bare fradømmer dem ære og skam, men tør se den, der er i nød i øjnene og når det føles rigtigt også tør give af sin egen overflod.

Preben Brandt