Julen er hjerternes fest
14-12-2010

Af Bo Jochimsen, Maj Kastanje og Ninna Hoegh.

Den seneste tids debat om fattigdomsturisme, misbrug af herberger, og udvisning af udenlandske borgere, kalder på en nuancering af synet på udenlandske hjemløse. Fælles for dem er, at de kæmper for at overleve og for at få et bedre liv.

Der er mange udenlandske hjemløse på gaden i København. Mindst 50 sover ude. På en aftenvagt i sidste uges strenge frost og sne mødte vi 20 hjemløse, som skulle sove ude den nat. Vi kalder ikke denne måde at leve på for turisme, men for social nød. Man dør af det, viser alle sundhedsundersøgelser.

Disse mennesker repræsenterer den meget svage del af gruppen af udlændinge på gaden. Men de udenlandske hjemløse er ligeså forskellige som de danske hjemløse.

Vi kender både arbejdsmigranter, som har et utroligt drive og initiativ i deres søgen efter et bedre liv. Der er Sergio, som har uddannelse, men som vil være tilfreds med et job som avisbud om natten. Som havde sparet op og boede på vandrehjem, mens han forsøgte at finde rundt i det danske system. Da han fik job, var pengene sluppet op. Han havde intet sted at sove om dagen efter nattens arbejde, han kunne ikke registrere sig og få skattekort og dermed løn, fordi han ikke havde nogen adresse. Han kunne ikke få en adresse, fordi han ikke kunne få løn og dermed råd til et værelse.

Der er mange som Sergio. De skammer sig og er dybt frustrerede. Men når de først er i hjemløsheden, hvor de hver dag skal kæmpe for at finde et sted at overnatte, kæmpe for at få noget at spise og ikke kan få lægehjælp med mindre det er helt akut, så er der simpelthen hverken tid eller plads til mere langsigtede strategier. Det er præcis i den her situation at vi oplever, at de bliver fastholdt i hjemløsheden – ikke fordi de har mulighed for at overnatte et sted, men fordi de skal kæmpe hver dag for at overleve. 

Så er der Giorgio, som hører til de særligt sårbare og udsatte. Han er psykisk syg og vil ikke tage imod mad, fordi han tror den er forgiftet. Han har massive helbredsproblemer – både et dårligt ben og besværet vejrtrækning. Jo længere tid han skal forsøge at overleve på gaden, jo større er risikoen for helbredet. Han er ilde stedt, fordi han ikke kan bruge de offentligt støttede hjemløsetilbud. Og han er for sårbar til at klare sig på de overnatningstilbud som pt. accepterer udlændinge. Derfor sover han udenfor. Han er i risiko for at dø af kulde.

Og imellem de to er der hundredevis af mennesker med meget varierede behov: Nogle mangler alene kortvarig overnatning, mens andre har meget komplekse problemer, der kalder på en helhedsindsats, som vi kender den fra arbejdet med danske hjemløse. Derfor findes der heller ikke ét tilbud, som passer alle hjemløse udlændinge – ét enkelt tilbud vil altid udelukke nogen og kunne udnyttes af andre.

Akutte sengepladser er jo godt, når der er så koldt som nu. Men det er ikke langsigtet i forhold til den enkelte hjemløse. Derfor skal vi give vores socialarbejdere lov til at arbejde med de hjemløse udlændinge og agere på tværs af grænser i et samabejde med andre relevante lande og finansieret af landene i fællesskab. Det er det - sammen med ro om den enkelte hjemløse i processen - som vil skabe holdbare resultater for det enkelte menneske: både de ressourcestærke og de sårbare.

Løsningerne findes. Politisk og på gaden. Lokalt, nationalt og på EU-niveau.

Og nej, vi hverken kan eller skal hjælpe hele verden her i København - andre vesteuropæiske storbyer står i øvrigt med mindst ligeså store udfordringer i forbindelse med migranter der lever som hjemløse. København er derfor heller ikke ”hele Europas varmestue” og skal heller ikke være det. Men vi skal hjælpe dem, der lige nu ligger på vores dørtrin, indtil Danmark i et samarbejde med EU's lande kommer med nogle mere langsigtede løsninger på udfordringen med hjemløshed og den fri bevægelighed i Europa.

I mellemtiden må vi agere her og nu - vi skal ikke lade mennesker gå til, indtil udfordringen er løst politisk. Vi skal starte på gaden, hvor de hjemløse er – med hjælp til den enkelte.

En forkortet udgave blev bragt i Politiken d.8. december 2010