Intet arbejde – ingen rettigheder
20-10-2009

Nødstedte EU-borgere ignoreres nu, hvor vi ikke længere har brug for dem på arbejdsmarkedet. Nogle ender på gaden uden rettigheder til selv de mest basale livsfornødenheder. De er dermed endnu dårligere stillet end de danske hjemløse og helt udstødte af samfundet.

Af: Maj Kastanje

Efteråret og vinteren er på vej, hvilket for nogle af os leder tankerne hen på indendørs hygge i den varme stue. Men for andre varsler det kolde vejr en svær og hård tid, hvor hver dag er en kamp for overlevelse og for at finde et varmt, tørt og ubemærket sted at sove.

Jeg taler om hjemløse og i særdeleshed hjemløse EU-borgere i Danmark, der af den danske stat nægtes adgang til offentligt støttede varmestuer og herberger, som danske hjemløse har adgang til – de nægtes med andre ord den mest basale sociale og humanitære bistand, mens de søger efter arbejde i Danmark.

En stor del af disse hjemløse kommer fra de østeuropæiske EU-lande og de kommer for at arbejde. I modsætning til hvad mange tror, opholder de sig ikke som udgangspunkt ulovligt i Danmark. De har ret til at komme her og søge arbejde - de bliver faktisk opfordret til det af den danske regering og de har princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed i ryggen. Der var da heller ingen ende på begejstringen, da regeringen i sit fremstød for international rekruttering i 2007 proklamerede at ’udenlandsk arbejdskraft er vejen til mere beskæftigelse, vækst og velstand’. Udenlandsk arbejdskraft, herunder mennesker fra de østeuropæiske EU lande, bidrager nemlig til at sikre, at danske virksomheder ikke må sig nej til ordrer pga. manglende arbejdskraft.

Danmark tjener faktisk også rigtig mange penge på den østeuropæiske arbejdskraft.  Ifølge en rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed vil de ca. 30 000 arbejdende østeuropæerne bidrage med op mod 4 mia. kroner til de offentlige finanser om året. Forfatterne til rapporten vurderer, at østeuropæisk arbejdskraft således kan løse mere end en fjerdel af Danmarks fremtidige finansieringsproblem på 14 mia. kroner.  Så skulle man da tro, at vi også havde råd til at hjælpe de få hundrede, som falder igennem: de som ikke finder arbejde med det samme, de som bliver snydt af arbejdsgiverne til at udføre sort arbejde til en løn, der absolut ikke rækker til at betale en bolig og de, som af forskellige andre grunde i en periode ender på gaden i Danmark. Men det har vi ikke, slog tidligere velfærdsminister Karen Jespersen (V) fast, da hun i 2007 truede herberger og varmestuer med at fjerne den offentlige støtte, hvis de lukkede udlændinge ind. Og det ser ud til at nuværende Indenrigs- og Socialminister Karen Ellemann (V) ikke har tænkt sig at ændre på den linje.

Situationen resulterede forrige vinter i, at to polakker døde på gaden i København – sidste vinter blev dødsfald med nød og næppe undgået, og dét bl.a. pga. et privat initiativ fra en række humanitære organisationer i Hovedstaden. De ville ikke stå til og lade nationalitet afgøre menneskers skæbne og de åbnede derfor i fællesskab et nødherberg for hjemløse udlændinge i årets koldeste måneder (januar til marts) for midler fra private bidragsydere. Igen i år forsøger de at rejse penge til herberget, således at nogle af de nødstedte får adgang til at komme indenfor om natten i de koldeste måneder. Men resten af året er de hjemløse udlændinge overladt til den enkelte varmestues mod og vilje til at ignorere regeringens trussel om at lukke for pengekassen.

Der er ingen udsigt til, at der skulle blive færre hjemløse østeuropæere i gaderne - tværtimod. De rammes nemlig meget hårdt og meget hurtigt af den økonomiske krise. For det første er udenlandske arbejdere - især i de ufaglærte hverv - nederst i fødekæden og de bliver derfor fyret først. Det gælder f.eks. de, som har haft arbejde i byggesektoren eller industrien. For det andet bliver det samtidig sværere for arbejdssøgende at få ansættelse, da der ikke længere mangler arbejdskraft i Danmark. Endelig er den økonomiske krises konsekvenser langt mere vidtrækkende og alvorlige i de her menneskers hjemlande, end den er i Danmark. Flere østeuropæiske lande er på grænsen til statsbankerot og det er således ikke nogen løsning for de arbejdssøgende at rejse tilbage til hjemlandet.     

At de bare skal rejse hjem, har ellers været et af de mest brugte argumenter imod at hjælpe de her mennesker. De skal rejse hjem, fordi der ikke længere er brug for dem i Danmark. Vi skal i hvert fald ikke begynde at tilbyde dem noget, for så bliver Danmark jo hele Europas varmestue. Bag disse argumenter ligger et syn på østeuropæerne alene som en økonomisk ressource, en arbejdskraft - ikke som egentlige mennesker.  Det er den samme logik, som ligger bag den nuværende lovgivning, som ekskluderer de hjemløse fra humanitær hjælp. De eksisterer simpelthen alene i kraft af deres økonomiske funktion i samfundet – i det øjeblik de går fra at være ’arbejdskraft’ til at være rigtige mennesker, mister de alle rettigheder.

Men det er mennesker vi taler om. Det er mennesker i nød – en nød vi ikke har set i Danmark i rigtig mange år, en nød som handler om mangel på det allermest basale: mad, tøj og et varmt, tørt sted at sove. Det er mennesker, som da de kom her var fulde af forhåbninger og klar til at arbejde, men som kommer ind i en social deroute, fordi de må leve på gaden. Et midlertidigt problem med at finde arbejde og bolig ender for nogles vedkommende i komplekse sociale problemstillinger, som fx misbrug eller psykisk og fysisk sygdom. Så vidt kommer det bl.a. fordi de nægtes hjælp i begyndelsen, hvor deres problemer stadig er til at overskue. Så vidt kommer det, fordi vi i Danmark alene vil kendes ved dem, så længe de tjener penge til os.

Jeg ved godt, at det ikke er nogen holdbar løsning at kaste dagpenge eller kontanthjælp efter enhver, der træder ind over grænsen for at søge arbejde i Danmark. Derfor skal der også en fælles europæisk løsning til for at komme de her udfordringer til livs. De hjemløse EU-borgere er nemlig et af de mest håndgribelige beviser på, at EUs princip om arbejdskraftens frie bevægelighed ikke kan fungere uden en form for fælles socialpolitik. En sådan har dog lange udsigter! Og mens vi venter, er vi nødt til at forholde os til vores medmennesker og i det mindste ikke nægte dem de mest grundlæggende livsnødvendigheder. Det er bl.a. mad, tøj og husly, som vi i øvrigt har forpligtet os til at sørge for, da vi i 1972 ratificerede Den Internationale Konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.