Brugerne tager ordet, når blot de får muligheden
10-11-2009

Af: Preben Brandt

Kunne det betale sig? Jeg tænker på alt arbejdet og udgifterne i forbindelse med den konference, som FEANTSA, SAND og projekt UDENFOR stod for her i København sidst i oktober. Det kan der kun svares på, her nu så kort efter, ud fra hvad konferencen gav af umiddelbare oplevelser. Om den også på længere sigt vil vise sig at have haft betydning, og måske endda blive set tilbage på som noget, der har givet en eller anden form for resultatet, får vi nok aldrig svar på. For hvis denne konference – ligesom de fleste konferencer – får langsigtet betydning, vil det blive i form af at have ændret på lidt her og der og sammen med så meget andet fået noget til at ændre kurs.

Som medansvarlig for denne europæiske konference om brugerinddragelse på hjemløseområdet er jeg næppe den rette til at give en høj-objektiv vurdering af konferencens kvalitet. Men nogle tanker, om hvad der blev sagt, som kunne være med til at flytte fordomme og præsentere eller skabe ny viden, kan jeg da tillade mig.

Godt og vel 20 forskellige lande var repræsenteret med godt og vel 300 deltagere. Hvor mange af deltagerne, der var hjemløse eller brugere, det ved vi faktisk ikke. Jo 30 var der i hvert fald. Men måske flere, for selvfølgelig er det sådan, at vi stort set alle lignede hinanden. Men jeg oplevede, at brugerinddragelse blev sat i centrum. Præcis som det var planen. De syv deltagere i de to paneldebatter, var eller havde alle været hjemløse. I de ti workshops var brugerne også meget aktive, dels som lyttende, dels som oplægsholdere. Kun i oplæggene i plenum var brugeren ikke på talerstolen. Her var det alene de professionelles område. Fine indlæg – men ikke finere end brugernes i workshops og i panel.

Jeg kan ikke huske, at så mange hjemløse tidligere selv har deltaget, og deltaget så aktivt, ved en konference om hjemløshed. Det er i sig selv en succes set med mine øjne. Men jeg kan ikke tænke andet, end at det også må betyde noget for de hjemløse selv at have været så godt med og ikke mindst have været så præcise og gode formidlere af deres ønsker og behov.

På en workshop hørte jeg to hollandske hjemløse fortælle om et boligprojekt, der var brugerstyret i en grad, som jeg ikke har hørt om før. Den kommune, der stod for projektet, havde haft mod at overlade alt initiativ og beslutning om hvordan husreglerne skulle være til beboerne selv. Ikke noget med en social vicevært, kontrol, støtte eller anden formynderi. Der var en socialarbejder, beboerne kunne ringe til, hvis der var behov. Ellers var det op til dem. Var der problemer? Ja masser, fik vi at vide. Blev de løst? Ja selvfølgelig - og af brugerne selv. Det var godt at danske professionelle, der arbejder med boliger til hjemløse, inklusive en af de store fonde var til stede og hørte om noget så spændende og fornyende.

I paneldebatten deltog blandt andre – alle lige spændende at lytte til - Mike Seal fra England. Han er tidligere hjemløs heroinmisbruger med mange indlæggelser på psykiatrisk afdeling bag sig. For knap 20 år siden involverede han sig som hjemløs i at kæmpe for hjemløses rettigheder. I dag er han lektor i samfundsvidenskab og underviser hjemløse i selv at forske i hjemløshed - og i at tage livet i egne hænder.

Selv om den professionelle ’bedrevidenhed’ og paternalisme dukkede op i debatten ind imellem, illustrerede konferencen på aldeles glimrende vis, at man ikke behøver at give ordet til de hjemløse, men blot invitere dem. Så skal de nok selv tage ordet. Og bidrage med noget relevant.

Da jeg gik lidt rundt under festmiddagen og hilste på deltagerne - som faktisk var gode til at blande sig med fremmede, sådan som jeg for nogle uger siden i vores nyhedsbrev foreslog, at man burde gøre – kunne jeg ikke undgå at bemærke, at alle morede sig. Mænd og kvinder, yngre og ældre, med national og anden forskellighed imellem hinanden. Her var de, der dagen efter på FEANTSA’s generalforsamling om lørdagen blev delt op i de to grupper ’service-providers’ og ’service-users’, bare én stor gruppe, der hyggede sig sammen.

Det er mange forskellige indtryk, der blander sig i min erindring om konferencen. Men overordnet kan jeg ikke slippe følelsen af, at vi langt fra er gode nok til at tro på, at mennesker der er hjemløse kan tage vare på sig selv. Godt nok har de brug for, at nogle giver dem en hånd på deres vej mod et andet, mere almindeligt liv eller endda hvis de vil blive i et alternativt liv, men de har bestemt ikke brug for, at nogle tager magten og ansvaret og modet fra dem. Så ja, det var bestemt både arbejdet og pengene værd.