Formålet med det opsøgende gadeplansarbejde er at udføre praktisk, socialt gadeplansarbejde med de allermest udsatte deriblandt sindslidende hjemløse i København. Det opsøgende og udgående støtte-, kontakt- og omsorgsarbejde udføres løbende og på forskellige tidspunkter af døgnet og varetages af fire fastansatte medarbejdere og to praktikanter. Målgruppen er mennesker, der på den ene eller anden måde er røget helt ud af systemet og/eller har mistet deres netværk.
Det opsøgende gadeplansarbejde retter sig mod mennesker, som ud over at være sindslidende lever og sover på gaden året rundt på grund af deres sindslidelse. De har ofte ikke noget misbrug af betydning. Mange af dem har som oftest intet socialt netværk og er derfor meget ensomme og dybt isolerede. De fleste har heller ingen sygdomserkendelse, og sindslidende hjemløse opsøger sjældent det offentlige systems tilbud om omsorg m.v. De har samtidig mistet tilliden til det omgivende samfund og systemet og har ingen eller dårlig kontakt til det etablerede system.
Ifølge projekt UDENFOR lever der konstant mellem mindst 50 personer på gaden i København, som harmonerer med ovenstående karakteristika. Sindslidelsen er fælles for dem, men sindslidelsen slår igennem på vidt forskellige måder. De mennesker, som projekt UDENFOR har kontakt med, har derfor hver deres individuelle karakteristika.
I gadeplansarbejdet skelnes der mellem det opsøgende og det udgående arbejde. Ofte har sindslidende hjemløse en yderst kontaktafvisende adfærd, og det opsøgende arbejde består i at opsøge, finde og få kontakt til disse mennesker langsomt og i den enkeltes eget tempo. Kontakten og tilliden skabes ved at være (opsøgende) på gaden. Det udgående arbejde består blandt andet i at fastholde kontakten med den enkelte ved at mødes på fastlagte tidspunkter fx over en kop kaffe på en café.
Det opsøgende gadeplansarbejde tager udgangspunkt i de behov, som den enkelte udtrykker, hvilket på sigt er med til at skabe en tillidsfuld, tæt og solidarisk kontakt mellem den hjemløse og gadeplansmedarbejderen. Metoderne i arbejdet med sindslidende hjemløse er således karakteriseret ved kontakt, nærvær, tillid og omsorg og her kan en kop kaffe, et måltid mad eller en ny jakke være gode redskaber.
Det opsøgende gadeplansarbejde er procesorienteret, og gadeplansmedarbejderne går ind i de enkelte relationer med deres faglighed, personlige holdninger og engagement. projekt UDENFOR arbejder ud fra målet om at møde det enkelte menneske, hvor vedkommende er uden krav om strategier og planer. Dette er grundlæggende for arbejdet, da tilliden og kontakten skabes på denne måde, hvorfor der heller ikke udformes individuelle handlingsplaner. Arbejdet dokumenteres derimod gennem journalskrivning over støtte- og kontaktpersonsforløbet, ved at notere hvem der befinder sig på gaden samt via dokumentation af antallet af kontakter gadeplansmedarbejderne har over en given periode.
Arbejdet i projekt UDENFOR er med andre ord eksperimenterende, og medarbejderne diskuterer og reflekterer løbende over de moralske og etiske dilemmaer, som arbejdet også fører med sig. At være respektfuld over for den enkelte hjemløse sættes højt og spørgsmålet, om hvordan den enkeltes værdighed sikres, er grundlæggende i projektet. Uanset hvad gadeplansmedarbejderne foretager sig i relationen til den enkelte hjemløse, så foregår det på en sådan måde, at der tages vare på den hjemløses værdighed.
For at kunne yde den rette hjælp til den enkelte hjemløse, er det nødvendigt at samarbejde på tværs af systemer. projekt UDENFOR samarbejder med såvel det offentlige system som med andre ikke-statslige organisationer både i København, i andre danske byer såvel som i byer uden for Danmarks grænser. Nogle af de sindslidende hjemløse, gadeplansmedarbejderne møder på gaden, er ikke-danske statsborgere, hvorfor det somme tider bliver relevant at samarbejde på tværs af landegrænser.
Med jævne mellemrum får projekt UDENFOR henvendelser fra civile personer, der har observeret en sindslidende hjemløs. Civile personers engagement og hjælp er vigtig for projekt UDENFOR. På den måde bliver medarbejderne i projekt UDENFOR opmærksomme på hjemløse, som de måske ikke selv har set.
Det opsøgende gadeplansarbejde har været en kernevirksomhed i projekt UDENFOR siden projektets start i 1997, og det opsøgende og udgående arbejde rettet mod sindslidende på gaden vil fortsat være en kernevirksomhed i projekt UDENFOR indtil det etablerede system evt. formår at tage over.
Det opsøgende arbejde er et gadeprojekt. Imidlertid er det også vigtigt for projekt UDENFOR at viderebringe den viden, projektet har, om sindslidende hjemløse til andre i samfundet. Derfor afholdes der jævnligt arrangementer i projekt UDENFORs egne lokaler, på pædagogseminarier, på sygeplejeskoler og for andre om metoderne i arbejdet. Det er muligt at bestille en medarbejder til at undervise og holde foredrag om det opsøgende og udgående gadeplansarbejde.
Hvis du har specifikke spørgsmål og gerne vil vide mere om gadeplansarbejdet kan du kontakte gadeplansmedarbejderne Bo Heide-Jochimsen (bj@udenfor.dk) eller Ann Dorthe Lunde (adl@udenfor.dk).