En nat i Københavns gader

Af: Lene Filsø Sørensen

Det var med en vis spænding i kroppen, at jeg mødte ind til min første nattevagt. Tankerne om, hvad natten ville byde mig, susede rundt i hovedet. Kunne jeg holde mig vågen, ville det blive hårdt eller en vagt som alle andre? Ja, jeg havde det nærmest som om, jeg skulle starte i et nyt job.

Bo (gadeplansmedarbejder) og jeg mødtes på projekt UDENFORS kontor i Ravnsborggade klokken 22.00. Her lagde vi en ’slagplan’ for nattens arbejde. Køge, Sundholm, Ørstedsparken, Lufthavnen, Valby station, Hovedbanegården, Østerport, Natkirken og Søndermarken blev alle noteret på vores lille liste. Og så var det ellers bare med at komme derudaf.

Sov på det bare beton

Kursen blev først sat mod Køge. Bestemt ikke et af de faste stop på en nattevagt. Tidligere på dagen havde tre andre kolleger startet et afklaringsforløb af en hjemløs, som vi har givet navnet PC-manden. Med stor succes og et intenst stykke arbejde, havde vores kolleger fundet frem til hans sovested i Køge. Med den viden ville vi fremover have bedre muligheder for at få kontakt til manden. Derfor var vi nu på vej dertil for at se det med egne øjne.

Der var ikke nogen tvivl om, at vi havde fundet frem til det rette sted. I det øjeblik vi åbnede døren til opgangen, slog lugten af sved, alkohol og måneders mangel på bad os i møde. Det næste, der trængte ind i min bevidsthed, var en rungende snorken. Det var nærmest som om, at samtlige brevsprækker i hele opgangen klaprede i takt med PC-mandens vejrtrækning. Der lå han. Helt ubeskyttet, direkte på det kolde beton. Alt tydede på, at han var gået lige ind, havde lagt sig under trappen og var gået ud som et lys. Vi var der kun et ganske kort øjeblik, men følelsen af at have lyst til at pakke ham ind i et godt og varmt tæppe og hjælpe ham af med sine sko, indtraf med det samme.

Turen i bilen tilbage til København brugte vi på at tale om forskellen på hjemløse, der er gode til at tage vare på sig selv, og dem, der ikke er. Jeg har i min tid hos Projekt UDENFOR flere gange hørt ”han eller hun er dårlig til at tage vare på sig selv”, men aldrig helt forstået, hvad der præcis gør forskellen. Da jeg så PC-manden, var jeg ikke længere i tvivl. Alle instinkter sagde mig, at ham er vi nødt til at passe på.

Senere på natten var vi en tur forbi Østerport, og her så vi op til flere mænd, der modsat PC-manden, passede rigtig godt på sig selv. De havde alle taget skoene af, lå på et godt underlag eller var oppe i højden. De var pakket godt ind i soveposer eller tæpper og havde trukket huen godt ned over hovedet. Trods det faktum, at disse mænd sov under åben himmel, vakte de ingen bekymring i mit sind. De lå der og sov trygt, varmt og godt.

Ørstedparken by night

Ét af de steder, jeg havde set frem til at besøge i løbet af natten, var Natkirken. Af uforklarlige årsager var kirkedøren tungt lukket i, da vi nåede dertil. I stedet begav vi os mod Ørstedsparken. Parker er bestemt ikke et sted, jeg normalt opholder mig efter mørkets frembrud. Det var derfor med alle sanser i fuldt beredskab, at jeg sammen med min kollega Bo bevægede mig ind gennem porten. Jeg havde, som så mange andre, på forhånd hørt en masse historier om mandlige prostitueredes ophold i Ørstedsparken. Jeg måtte alligevel spærre øjnene lidt ekstra op, da jeg skimtede konturerne af den første skikkelse stå helt inde i en busk. Der stod han helt ubevægelig og fortrak ikke en mine, da vi gik forbi. Pludselig var der en mere og en mere og en mere! Og sådan fortsatte det, med spredte mellemrum, gennem hele parken. Der var et eller andet uhyggeligt over det, som om vi var kommet ind i en verden, som ingen helt ville være ved. Vi var alle klar over, hvad der forgik i parken og alligevel var der en dræbende tavshed sænket over stedet.

Efter turen i Ørstedsparken tog vi tilbage til strøget. Det føltes helt trygt og hjemmevandt. Ved Rådhuspladsen mødte vi nogle velkendte ansigter samt en anden svensk fyr. Det var dejligt at se nogle kendte ansigter. Efter en stund med cigaretrygning og snak om vigtigheden af humor, hoppede vi ind i bilen igen og satte kursen mod Hovedbanegården.

Fred og ro på hovedbanegården

Uanset hvor vi befandt os i løbet af natten, slog det mig gang på gang, hvilken anderledes fornemmelse af ro jeg oplevede. På strøget, i parker, i lufthavnen, på Sundholm - ja selv på hovedbanegården, som ligesom de andre steder, ellers kan være mere eller mindre kaotisk i dagtimerne. Det var nærmest som om der var lagt en tung dyne ned over storbyræset og kun de mest ihærdige slap fri på gader og stræder. 

Hovedbanegården bar præg af få togafgange og dermed få togrejsende. En skoleklasse forsøgte dog at holde sig selv og formentlig også resten af hovedbanegården vågen.

Der var dog en ældre herre, der vakte vores interesse. Han sad og sov, helt for sig selv, med taske og poser pænt pakket ind und bænken. Ved første øjekast lignede han en hvilken som helst anden ældre herre, der ikke havde nået det sidste tog. Der var bare ét eller andet, der ikke passede ind i billedet. Da planen var at komme tilbage til hovedbanegården, når de åbnede ved 5-tiden, noterede vi os, at vi måtte kigge efter ham igen.

Nat på Sundholm

Efter at have fået en god fornemmelse af, at alt åndede fred og ro i indre København, begav vi os ud mod Sundholm på Amager og deres natcafé. Her blev vi mødt af tre nattevagter, hvoraf to fandt lidt ekstra tid til at fortælle os om Natcaféen. Jeg havde på forhånd læst et indlæg i Socialpædagogernes fagblad om en ansat i natcaféen. Her erfarede jeg, at alle går med overfaldsalarmer og det havde rystet mig en smule. Jeg var derfor forberedt på at opleve et hektisk miljø eller endda en faretruende stemning. Igen blev jeg overrasket. Som i resten af byen åndede alt ro og fred. Inden vi forlod natcaféen, fik jeg lov til at stikke hovedet indenfor i sovesalene. Aldrig er jeg blevet mødt af så massiv en lugt af urin, sved og alkohol. Det var næsten, så tårerne stod op i øjnene på mig. Ikke på grund af lugten, men på grund af de sølle kår, de mange mennesker sov under. Nogle lå i alt for korte sofaer, andre med et tyndt underlag direkte på det bare gulv. For mig virkede det som et sted, man ikke søger til af lyst, men i allerhøjeste grad af nød.

Søndermarken holdt øje med os

Lufthavnen fik også besøg af os den nat. En tur gennem terminal 1 og 2 gav ikke de store oplevelser ud over en enkelt kvinde. Hun sov dog trygt og godt, og efter at vi havde været forbi hende et par gange, besluttede vi os for at køre mod Østerport.

På Østerport tog vi vores sædvanlige runde og fandt som tidligere beskrevet et par sovende mænd. Derudover var der intet nyt. Da vi var ved at nærme os de sene nattetimer, eller måske i virkeligheden de meget tidlige morgentimer, blev vi enige om, at nu skulle vi ud at gå lidt i den friske luft. Retningen blev sat mod Søndermarken.

Det var bestemt ikke nyt for mig at være i Søndermarken, hvis man ser bort fra, at det nu var nat. Derimod var det nyt for mig, at det som sådan ikke var et spørgsmål om, der sov nogle mennesker i Søndermarken, nej langt mere et spørgsmål om, hvor de sov. Jeg skal ærligt erkende, at jeg aldrig har lyttet så intenst i mit liv, som da min kollega Bo stoppede op midt i det mørkeste mørke af Søndermarken og hviskede: ”Jeg tror, der er nogen, der følger efter os. Ikke for at banke os, men for at holde øje med os”.

Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at det var Bo's luskede måde at teste hans nye studerendes angstniveau på. Men et eller andet sagde mig, at det nok ikke helt var tilfældet. Vi fandt aldrig ud af, om der var nogen, der holdt øje med os. Men jeg kan garantere, at den snert af træthed, der havde sneget sig ind over mig i løbet af natten, var pist væk. Jeg var lysvågen og alle mine sanser var på arbejde igen.

Manden på bænken sad der endnu

Vi forlod Søndermarken efter at have tjekket et par gamle sovesteder, som nu lå ubrugte hen. Derefter var det tid til nattevagtens sidste stop. Vi nåede hovedbanegården lidt efter at de havde åbnet igen. Skoleklassen var for længst rejst hjem og de første morgenmennesker havde indtaget bænkene. Til vores store overraskelse så vi den samme ældre herre på præcis samme bænk som tidligere på natten. Det så rent faktisk ud som om, han ikke havde forladt sin plads i det tidsrum, hvor der havde været lukket. Vi fandt os en kop kaffe og satte os på bænken ved siden af ham. Han kiggede kort op på os og vi hilste godmorgen, hvorefter han sov videre. Med dette hjemløse-godmorgen sluttede vores nattevagt.

Når jeg ser tilbage på min først nattevagt, så undrer det mig næsten, at den ikke varede længere end en enkelt nat. Ikke fordi den var langtrukken eller kedsommelig, nej tværtimod. Jeg oplevede så mange ting på så kort tid. Der sker et eller andet om natten, tempoet bliver automatisk lidt langsommere end ved dagslys. Sanserne skærpes, lyde og lugte træder klarere frem, når synet sløres af mørket. Det var som om, vi befandt os i en anden verden, som kun kendes af gaden og nattens folk. Først da septembermorgenen kom, og Bo og jeg sagde farvel til hinanden, forsvandt nattens tunge dyne over København. Byen skruede atter op for aktivitetsniveauet og det var tid at indhente den manglende nattesøvn.