projekt UDENFOR har ca. 35 frivillige tilknyttet Den Mobile Cafés madlevering på gaden. Næsten hver aften kører vi ud i Københavns gader for at give hjemløse et varmt og næringsholdigt måltid mad. Formålet er at hjælpe de mest udstødte mennesker på gaden med basale fornødenheder, som ud over maden også består af kaffe/te, frugt, tøj, soveposer m.m.
Mange mennesker forstår måske ikke, hvorfor projekt UDENFOR mener, at det er vigtigt, at hjemløse får et måltid varmt og gratis mad. Det er for så vidt måske heller ikke nødvendigt at give gratis mad til de hjemløse, da de fleste mennesker i Danmark på den ene eller anden måde har adgang til mad. Men det mad mange hjemløse får er ofte af ernæringsmæssig ringe kvalitet.
God mad giver for os at se et bedre helbred, større modstandskraft overfor infektioner og mere energi såvel fysisk som psykisk. Maden er samtidig et fantastisk redskab til at skabe og vedholde kontakt.
Den Mobile Café og mad på gaden startede i foråret 2001, og de københavnske hjemløse har derfor siden dengang kunnet få mad, kaffe, en god snak og kontakt gennem Den Mobile Café. Alt sammen takket være en stor gruppe frivillige.
Når man aften efter aften mødes med gadens folk omkring maden og får en god snak, kan den kontakt, der skabes føre til en positiv forandring. Vi har gjort os den erfaring, at det at gøre livet nemmere og bedre for andre som regel medfører, at de selv tager udfordringen op og tager initiativ til forandring.
Maden tilberedes i projekt UDENFORs eget køkken på skift af to fastansatte udgående gadeplansmedarbejdere. Der lægges vægt på, at maden både er velsmagende og interessant og attraktiv. Typiske retter er hakkebøf med bløde løg og kartofler, frikadeller med stuvet kål, skipperlabskovs, fiskefrikadeller med remouladesovs, forloren hare, og millionbøf med kartoffelmos. De fleste hjemløse sætter pris på god, traditionel dansk mad (kartofler og sovs), men et voksende antal af personer med anden etnisk baggrund efterspørger også anden mad og nogle gange uden svinekød. Det er vigtigt at maden på forskellige måder er tilpasset målgruppen. Bl.a. har de hjemløse dårlige tænder, og derfor er bananer i høj kurs hos de hjemløse frem for hårde frugter som æbler.
De frivillige, der deler mad ud på gaden skriver dagbog efter hver vagt, om de oplevelser de har haft i løbet af aftenen. projekt UDENFORs fastansatte følger op på de ting, de frivillige ser og oplever om aftenen og de frivillige følger omvendt op på nogle af de brugere, som vores fastansatte også har en kontakt med. Selv om vores fastansatte arbejder på skæve tidspunkter og nogle gange om aftenen, giver samarbejdet med de frivillige, som i aftenvagterne er vidne til andre aspekter af de hjemløses liv på gaden, en viden om den enkelte hjemløse, som projekt UDENFOR ikke kan være foruden i hjælpearbejdet.
Nogle af de hjemløse vi møder, når vi deler mad ud på gaden, har psykiske problemer, andre misbrugsproblemer og endnu andre begge dele. Retten til et varmt måltid mad kræver dog ikke specielle diagnoser, og vi stiller ingen krav til opførsel og afvænning. Særligt hjemløse med en sindslidelse magter ikke at opsøge tilbud om hjælp. Det hele kan virke for kaotisk og forvirrende til, at de kan overkomme det. projekt UDENFOR kan rumme disse mennesker og sammen med de frivillige arbejder vi hele tiden for at få flere hjemløse med en sindslidelse til at tage imod tilbuddet om mad på gaden.
Den Mobile Café og de frivillige er gæster på gaden, og vi accepterer derfor de præmisser, der er på gaden. Begge parter har friheden til at forlade stedet, hvis der opstår tumult, og det fx bliver ubehageligt for de frivillige eller de/den hjemløse.
Den Mobile Cafés tilbyder varm mad 5-6 gange om ugen. Vi har en bil tilknyttet Den Mobile Café, der er indrettet på en sådan måde, at der nemt kan serveres mad og drikke fra den. To frivillige er med ude at køre pr. gang, og nogle gange bliver de akkompagneret af potentielle nye frivillige, praktikanter, studerende og nogle gange politikere og andre, som gerne vil vide mere om hjemløse og hjemløshed.
Hvis du har specifikke spørgsmål og/eller gerne vil vide mere om mad på gaden kan du kontakte Brian Sørensen (bs@udenfor.dk) eller Steffen Krukov (skr@udenfor.dk).
Læs en beretning fra en frivillig her